Skip to main content

Et frirum for piger

10. maj 2023

HjerteRum er en forening med afdelinger på Amager, Nørrebro og i Nordvest, hvor piger kan komme og være sig selv og have et fællesskab med andre med fælles aktiviteter og ture. Vi har været forbi deres lokale i Gullandsgården og mødt Sarah, som er daglig leder af HjerteRum, og Inanna, som er pædagogisk medarbejder.

”HjerteRum giver piger mellem 13 og 23 år et sted, der er deres og et frirum, hvor de kan få nogle relationer og et fællesskab. Vi giver pigerne styrke og empowerment i, at de kan det samme som alle andre”, siger Sarah, og Inanna supplerer:

”Vi støtter dem i deres selvværd og inddrager dem i, hvad der sker i en forening. De er med til at planlægge, hvad der skal ske af arrangementer, workshops og aktiviteter. De kan mødes på tværs med andre piger, og det styrker deres relationelle kompetencer. Vi støtter dem i, at de kan nå deres mål og drømme og i processen om, at hver af dem kan blive den person, de vil være”.

HjerteRum har et lokale i Gullandsgården, som DAB har renoveret og lånt til dem, og som foreningen har indrettet med hyggelige sofakroge og køkken. Tirsdage og torsdage klokken 16.00-20.00 er lokalet fyldt med piger, der hjemmevant tager skoene af og slår sig ned i sofaerne.

I HjerteRum laver de mange forskellige aktiviteter – fx kreative aktiviteter, spil, make-up, ansigtsmasker og madlavning – og de tager på ture. Som udgangspunkt er der altid planlagt noget, og på planlægningsmøder en gang om måneden er pigerne med til at bestemme, hvad der skal ske.

Foreningen har afdelinger på Amager, Nørrebro og i Nordvest – og det er gjort muligt gennem dels midler fra L’Oréal Fund for Women og dels en bevilling fra Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune.

Fra små hjem til HjerteRum

Mange af pigerne i HjerteRum har et ben i flere kulturer og lever et dobbeltliv, hvor de prøver at leve op til forventninger og krav fra kulturen i deres hjem og kulturen i det danske samfund.

Det kender Inanna til:

”Det har været hårdt at vokse op mellem to kulturer. Det er hårdt at vokse op mellem familier, kultur og et samfund, der kræver hvert deres. Og ens egen personlige ting har man svært ved at leve op til – for hvad skal jeg tage fat i? Skal jeg leve op til familien og min etniske kulturs forventninger og krav, eller skal jeg gøre det i det nye samfund, jeg lever i? Eller skal jeg lytte til mig selv. Det har været hårdt. Så jeg forstår, hvor de kommer fra, jeg forstår hvilket ståsted, de står i. Jeg har været i mange af de ting, de står imellem”

En stor del af pigerne bor sammen med deres forældre og søskende i små lejligheder i almennyttige boligområder. Ofte går pigerne hverken i klub eller til andre fritidsaktiviteter, da ungdomsklubberne eller idrætsforeningerne omkring dem ikke er føles relevante, og derfor vil HjerteRum gerne være et alternativ til disse.

Pigerne vil gerne være et sted, hvor de kan være i fred med deres veninder, hvor der ikke er forældre, og hvor de kan hænge ud og snakke med andre om, hvad der rører sig i deres liv. Så foreningen imødekommer et stort behov for tilbud kun til piger.

”HjerteRum giver dem en mulighed for at komme ud og få noget lidt luft med andre, der har det på samme måde. I deres hverdag ser de betonbyggerier, og der er ikke meget spændende at se på. Derfor prøver vi at tage på weekendture til Rørvig, hvor der er fyldt med skov og heste, og til andre steder i Danmark. Mange af dem har ikke været andre steder og bliver forbavsede over, at verden kan se anderledes ud”, siger Sarah.

Frivillige styrker fællesskabet

Hos HjerteRum er der også plads til frivillige, der tager del i det relationelle arbejde med pigerne. Frivillige kan også være med til at forbedre foreningen ved at komme med nye idéer og initiativer og ved at være med at til at få flere piger ind i fællesskabet.

Det er især pædagog- og lærerstuderende eller uddannede pædagoger og lærere, der kan få god erfaring til CV’et ved at arbejde med piger og være med i en forening. Når HjerteRum søger nye medarbejdere, er det sjældent, de får en ansøgning fra en, der kun har arbejdet med piger.

”Jeg startede selv som frivillig i en pigeklub ude i Tingbjerg for mange år siden – og det var også det, der sparkede lysten til at arbejde med unge for mig, og også det, der gjorde, at jeg fik et arbejde i en pigeklub efterfølgende”, fortæller Sarah og uddyber, hvad det kræver at være frivillig:

”Du skal have lysten til at prøve det af. Mange piger i flok kan godt larme og fylde meget, så man skal også have mod til at gå ind i det. De har mange spørgsmål om alt muligt – det skal man være klar på og kunne snakke om sådan nogle ting. Selvom man er frivillig, kan man ikke sætte sig over i et hjørne og lade som ingenting. Så man skal også være interesseret i at opbygge det relationelle –  og det kræver, at man også selv viser interesse i det”, siger Sarah.

Hvis du gerne vil være frivillig i HjerteRum, er du meget velkommen til at kontakte Sarah.

 

Kontakt:

sarah@hjerterumdk.dk

51 28 00 86

Læs mere:

Hjemmeside

Facebook

LinkedIn

Instagram