Treårig bevilling til Maskinhallen
8. februar 2022
Midt på Sundholm står Maskinhallen, der som leverandør af lys og varme til Sundholm var en central bygning på området. Nu skal et nyt samarbejde puste liv i bygningen.
Maskinhallen skal være samlingspunkt for sociale og kulturelle aktiviteter og arrangementer: folkekøkken, koncerter, foredrag, byttemarkeder og meget andet. Maskinhallen har et barområde og et professionelt køkken, der gør stedet egnet til mange forskellige slags aktiviteter og arrangementer.
Bygningen bliver et nyt kulturhus for lokalområdet – og det bliver muligt gennem en treårig bevilling fra Kultur- og Fritidsudvalget. Det er Sundholm 8, Frivilligcenter Amager, Lille storbyteatret GLiMT Amager, Kirkens Korshær og Amager Vest Lokaludvalg, der har indgået et samarbejde.
Tomme lokaler med mange muligheder
Maskinhallen stod udlejet hen, men i samarbejdet kunne de se mange muligheder for stedet og lokalområdet. Amager Vest Lokaludvalg finansierede lejen i pilotperioden i 2021 for at sikre, at Københavns Ejendomme ikke fandt nogle andre interesserede i mellemtiden. Samtidig var det en mulighed for at vise, hvad stedet kan – på trods af corona.
GLiMT Amager øver og viser forestillinger, SAND har holdt juleaften for hjemløse, og der har været Grundlovsarrangement og Frivillig Fredag i den smukke hal med højt til loftet, gamle loftsbjælker og malerier på væggene.
Til Grundlovsarrangementet var der inviteret politikere fra alle partierne med til at deltage i debatten – og til at se potentialet i Maskinhallen.
Vokseværk fører til nye behov
Foreningshuset Sundholm 8 bliver brugt til omkring 1000 aktiviteter om året, og der er omkring 50 medlemmer, så foreningshuset har brug for mere plads til at udfolde sig. Men hvor Sundholm 8 også bliver brugt til foreningernes lukkede aktiviteter, vil Maskinhallen kun være åben for offentlige arrangementer, som medlemsforeningerne holder.
Tanken bag er, at arrangementerne skal være tilgængelige for mennesker, der kommer på Sundholm og for mennesker i lokalområdet samt resten af Amager og København. Det skal være aktiviteter og arrangementer, der åbner Sundholm op og samler mennesker på tværs af baggrund og sociale vilkår.