Skip to main content

Et sted at møde nye mennesker

20. maj 2025

I begyndelsen af i år startede en ny Blixen Klub op, som holder til i Sundholm 8 hver anden fredag. Det er en social klub for kvinder i alderen 60 år og opefter, som mødes om socialt samvær og ture ud af huset. Vi har snakket med Lotte Sjeltoft og Pia Vestergaard, som er med i styregruppen for Blixen Klub Sundby.

”Vi er et socialt fællesskab for kvinder over 60 år, som er bosat i Københavns Kommune, og som gerne vil lære hinanden at kende på kryds og tværs. Vi vil gerne lave en masse aktiviteter, som både kan være i Sundholm 8 og udenfor huset. Vi vil gerne holde gang i hinanden og lære nye mennesker at kende i alle aldre – pt. er vi mellem 62 og 85 år”, fortæller Pia.

“Når man går på pension har man mere tid til rådighed, og derfor kan have behov for at deltage i flere sociale aktiviteter. Selvfølgelig har man en omgangskreds, men det er hyggeligt at komme ud, hvor man før mødte kollegaer – får man her nye bekendtskaber og ny inspiration”, supplerer Lotte.

Blixen Klub Sundby er en netværksgruppe under det landsdækkende Blixen Klub Danmark, som lige nu har 53 lokale klubber på Sjælland og Bornholm. Blixen Klub Danmark er inspireret af nogle af Karen Blixens værdier såsom stolthed, handlekraft, uafhængighed, feminisme, spiritualitet og fantasi.

Idéen til sociale klubber for kvinder, der er 60+, er udsprunget af, at Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte havde succes med at lave en Hemingway Club for mænd, der er 60 +. Her mødes de omkring hyggeligt, samvær, foredrag og andre aktiviteter. Der er nu Hemingwayklubber over en stor del af landet.

Blixen Klub Sundby skævede også til Hemingway Club Amager, for her går mændene til nogle af initiativtagerne til klubben for kvinderne. Derfor valgte de Sundholm 8 som deres mødested. Pia og Lotte havde længe talt om om at lave en Blixen Klub – og de har søsat den i begyndelsen af i år, hvor de har haft aktiviteter i Sundholm 8 siden februar. De er med i styregruppen for Blixen Klub Sundby, styregruppen består nu af fire kvinder.

Input fra medlemmerne

I Blixen Klub Sundby har de allerede haft meget forskelligt på programmet. De har set en dokumentarfilmen “Mie Mørkeberg og demokratiets kvinder” om Folketingets gruppeportræt af 30 markante kvinder i politik i dansk år, og de har planer om at tage en tur til Christiansborg til efteråret og se maleriet. De har også planer om at besøge Arbejdermuseet i juni.

De har haft forskellige foredrag – blandt andet et om Sundholm, hvor de havde besøg af to personer, der fortalte om at vokse op på Sundholm, fordi deres forældre arbejdede der. Et af medlemmerne har også fortalt om sit arbejdsliv som frisør og frisørfagets udvikling.

”Vi har en styregruppe, hvor vi sidder fire mennesker, der står for, at det organisatoriske kører – men det er klubbens intention, at det er medlemmerne, der er med til at vælge, hvad der skal ske til møderne. Man får nogle andre input, når der er flere, der byder ind med noget”, siger Pia.

Mulighed for at kende alle

Lige nu er vi ikke fyldt op – vi er 15-16 stykker og vi kan max være 25. Vi vil gerne være en forening, hvor vi alle lærer hinanden at kende, så vi skal ikke være for mange medlemmer” siger Lotte.

”Ved nye medlemmer tager vi en runde, hvor vi alle fortæller kort om os selv” supplerer Pia om, hvordan de tager imod nye medlemmer.

Det er nemt at melde sig ind via hjemmesiden, og det koster pt. 75 kroner om måneden i kontingent, som dækker morgenbrød og kaffe samt medlemskab af Sundholm 8 og Blixen Klub Danmark. Der er egenbetaling, når de tager på tur.

 

Se mere om Blixen Klub Sundby

Se mere om Blixen Klub Danmark